Mine tvillingedrenge er næsten 11 år gamle og de elsker at spille computerspil, både på computer og konsol.

Blandt deres jævnalderne kammerater spiller stort set alle drengene også computerspil – især skydespil som Modern Warfare og Battlefield. Når jeg spørger deres forældre om det er OK med dem, så siger de at deres børn sagtens kan finde ud af at spille spilene og at de ikke bliver bange.

Jeg er selv stor fan af Modern Warfare og har hele serien til min Xbox. På bagsiden af alle spillene kan man se, at de er mærket med PEGI’s 18 mærkat. Tillad mig lige at slå fast at mærkaterne IKKE har noget med kravet til evnerne til spilleren at gøre.

PEGI’s hjemmeside kan man læse:

PEGI-aldersmærkerne står på for- og bagsiden af emballagen og indikerer følgende aldersgrupper: 3, 7, 12, 16 og 18. De giver en pålidelig indikation af egnetheden af spillets indhold med relation til beskyttelse af mindreårige. Aldersmærkningen tager ikke hensyn til spillets sværhedsgrad eller de færdigheder, der kræves for at spille det.

Så hvis man tillader sit barn at spille spil som er egnet for personer over 18 år, så kan man ligeså lade dem se porno også.

Men det er mere komplekst end det. Børns hjerner er ikke fuldt udviklet før 18-20 års alderen og den er ekstra påvirkelig netop under teenage årene. Der findes utallige undersøgelser der påviser skadelige effekter af voldelige computerspil på unge mennesker. Senest har DR gennemført et eksperiment baseret på en stor amerikansk undersøgelse “A Review of the Effects of Violent Video Games on Children and Adolescents” af Whitaker og Bushman der netop viser, at man bliver mere aggressiv af, at spille voldelige computerspil. Du kan se udsendelsen her: http://www.dr.dk/nu/player/#/eksperimentet/27805.

Danske Albert Gjedde er international anerkendt hjerneforsker og han har påvist at man kan finde ligeså meget dopamin i hjernen på unge computerspillere som hvis man havde taget et stribe kokain.

Jeg er bestemt ikke frelst og jeg kan ikke undgå at mine børn enten ser eller spiller voldelige computerspil hos deres kammerater. Men jeg synes vi som forældre bør tage stilling til om det er OK, at vores børn bruger timevis på spil, hvor vi ikke aner noget om langtidseffekterne.

Just saying…